Referat af Würfels besøg på bodega 65 den 12/02 2002
"65" er mildest talt et kontrasternes sted. Det første man lægger mærke til ved indtræden i lokalet, er et hjørne m. teenagere, der er højlydt fnisende og synger med på Britney Spears (eller hvad hun nu hedder). Det er på dette tidspunkt man forstår, hvorfor de negative effekter ved Popstars klart overgår de positive. For nej: Den solgte drøm om, at vi alle kan blive popstars er noget forbandet vrøvl (er vildledende for de unge mennesker) - og det var i hvert tilfælde udpræget gældende for de tre unge piger i hjørnet, som senere på aftenen (efter at have væltet genstand nummer to ud over os ved bordet ved siden af) betroede Jenny (girl2girl), at de gik i 10. klasse... Dette skal så ses i kontrast til den gamle, skæggede (omend til tider let dansende) mand på 80 år, der åbenbart er så korifæisk på stedet, at Stiftstidende har forfattet en artikel om 'legenden', som er fint indrammet og hænger ved siden af baren. Den 80-årige hygger sammen med 4-5 skolekammerater fra dengang, hvor maltbolcher stadig var det hotteste - og de unges zebrastribede NOKIAs højst havde været en tanke hos den aldrende Leonardo da Vinci. I dette kulturelle spændingsfelt navigerede aftenens raflere på passende vis - og undgik bestemt at falde ind med klientellet! Støjniveauet på stedet var påfaldende højt (snakker teenagere højere end andre?), og det var først da undertegnede og Jenny fandt ud af, at der var jukeboks på stedet, at vi kunne præge begivenhederne i en positiv retning - også for de unge mennesker ved nabobordet. De fik en opdragende gang Otto Brandenburg - og en omgang af Jennys evige krebsologiske molsbjerge.
Nå, standard og priser: Betjeningen var der ikke det store at udsætte på: En lidt ældre herre + kone stod for løjerne, og det var primært store Tuborg, der røg over disken. Nogle kolde, andre ikke. Det kørte efter et princip, vi aldrig gennemskuede. Pris for en halv: 16 - pris for en alm.: 15. Så ganske billigt, må det siges. Der var ingen snyd med vand i de bitre, vi fik billig kaffe og der blev ryddet af hele fire gange i løbet af aftenen, hvilket ikke normalt er standard sådanne steder. Lokaliteterne var mørke (brunlige) og snavsede. Bordene var pilskæve, men af træ, raflemåtterne var aldrig blevet tørret af, der var tremmer for toiletvinduet (plus), gode slagbænke. Lamperne over bordene var irriterende, da Torsten fik lys i hovedet under hele spillet - so what? Eneste minus ved betjeningen var, at bartenderen til alles store forbavselse formåede at konsumere en kæmpe gammeldags isvaffel m. guf - SAMTIDIG med, at han skyllede en Tuborg Light ned i svælget. Ganske ulækkert syn.
Så har vi vist været rundt om det hele. Opsummerende: Billigt, larmende, snavset, men trods alt i den hyggeligere ende af spektret.
Hov: Stemning: "Teenageagtig løssluppen med et strejf af pibetobak".
VH
Lars Ploug
Indehaver af Der Goldene Würfel.